Pas godt på dit tøj

1. Vask med vrangen ud

På den måde bevarer du farven bedst, og tøjets overflade holder sig pæn. Er der print på tøjet, er rådet endnu vigtigere, fordi printet dermed ikke slides mod vaskemaskinens tromle og de andre ting i maskinen. Husk at lukke lynlåse i alt tøj, du kommer i maskinen, ellers kan de beskadige printet.

2. Vask ved lave temperaturer

Generelt anbefales det ikke at vaske tøj med tryk ved mere end 40°, og vil du være helt på den sikre side, bør du holde dig på 30°. Husk selvfølgelig altid at læse vaskeanvisningerne i tøjet og husk, at anvisningerne kun giver dig de maksimale temperaturer – tøjet kan sagtens blive rent ved lavere temperaturer.

Undgå desuden at bruge vaskemidler med blegemiddel.

3. Kun skånecentrifugering

Centrifugering med mange omdrejninger ødelægger printet. Vælg derfor centrifugering ved det laveste antal omdrejninger som du kan leve med. Jeg har testet med 800 omdrejninger og det går ok, men gå gerne ned på et lavere antal. Tøjet kommer selvfølgelig ud af vaskemaskinen med mere vand i, end hvis du centrifugerere med højere omdrejninger, så det kommet også lidt an på hvor lang tid du vil vente på at dit tøj tørrer.

4. Undgå tørretumbleren

Tørretumbleren er lidt mere hårdhændet end vaskemaskinen, og det er ikke gavnligt for dit tøj med print – tværtimod. Tør tøjet udenfor, hvis det er muligt, eller hæng det på tørrestativet indenfor og sørg for at lufte godt ud imens.

5. Tag tøjet ud af vaskemaskinen med det samme

Det er altid en god ide at tømme maskinen umiddelbart efter vask for at undgå krøllet og lugtende tøj, men med tøj med print er det endnu vigtigere. Er printet krøllet sammen, kan det nemlig knække – og er tøjet helt nyt, er der fare for, at printet klistrer sammen og ikke kan rettes ud igen uden at gå i stykker.

6. Stryg aldrig direkte på printet

Stryger du direkte på printet, kan du være næsten sikker på, at det smelter. Stryg derfor kun tøjet på bagsiden, og vil du være ekstra sikker, kan du lægge et viskestykke ovenpå og sørge for ikke at skrue alt for højt op for varmen på strygejernet.